Header PM 2.jpg
 

15 år med SPOR har sat Aarhus på det musikalske verdenskort

 SPOR festival har haft en stor betydning for Danmarks rolle i den internationale musikbranche. Med sikring af at få store internationale stjerner til landet, synliggørelse og fremme af karrieren for danske musikere og komponister og uddannelsen af fremtidens komponisttalenter har SPOR sat sit mærke på den danske scene for ny musik og lydkunst. Det fortæller en ph.d. og forsker i musik, formanden for Dansk Komponistforening, en dansk komponist, som optræder på SPOR for første gang, og en 15-årig musikerspire, som deltog på SPOR New Music School i 2017.

SPOR festival er Aarhus’ internationale festival for musikalske oplevelser med et uventet udtryk, der taler til alle sanser. På SPOR festival mødes store internationale stjerner inden for nykomponeret musik med de nyeste upcoming talenter, der kommer til at farve musikbranchen i fremtiden. Årets festival finder sted 9.-11. maj på en lang række lokationer i centrum af Aarhus. 

Festivalen har eksisteret siden 2005 og dermed er det i år 15. gang, at festivalen løber af stablen i Aarhus.

”SPORs betydning for det danske musikmiljø skal ikke undervurderes”

”SPOR spiller en vigtig rolle for udbredelsen og udviklingen af ny kompositionsmusik i Danmark.” Det fortæller Anette Vandsø, som er lektor i Æstetik og Kultur og forsker blandt andet i samtidsmusik og lydkunst, og fortsætter:

“Jeg har studeret SPOR festivalen, siden den opstod, og har i øvrigt arbejdet med nykomponeret samtidsmusik og lydkunst som forskningsfelt. SPOR Festivals betydning for det danske musikmiljø skal ikke undervurderes.

Det arbejde de to direktører har lavet for at forbinde miljøet for dansk nykomponeret samtidsmusik og lydkunst med en international scenesamtidig med,  at de har gjort det tilgængeligt for den almindelige dansker, er uvurderligt.

Musik har – som alle kunstarter – brug for scener, institutioner, men samtidsmusik og lydkunsten har, i modsætning til samtidskunsten, ikke et stærkt supportsystem. Der spilles ikke meget nykomponeret samtidsmusik og lydkunst i radioen eller i landets musikhuse. 

Men lige netop SPOR-festivalen har vist sig at være en god institution og scene. Festivalen er først og fremmest stabil. Den  holdt ved i mange år med et meget højt niveau år for år og en stærk vilje og evne til  at inddrage lokalmiljøet i Aarhus, hvor festivalen holder til.”

 
Marcela Lucatelli deltager på SPOR festival 2019 med to værker: Soloperformancen Run, Run, Run og IMPOSSIBLE PENETRATIONS, som hun har skabt i samarbejde med det engelske komponistkollektiv Bastard Assigments.

Marcela Lucatelli deltager på SPOR festival 2019 med to værker: Soloperformancen Run, Run, Run og IMPOSSIBLE PENETRATIONS, som hun har skabt i samarbejde med det engelske komponistkollektiv Bastard Assigments.

 

SPOR tager ansvar for fremtidens stjerner og talenter

Marcela Lucatelli er én af de komponister, som SPOR har valg at præsentere på årets program, og hun er ved at skabe sig en succesfuld musikalsk karriere. Hun optræder både med co-produktionen ”IMPOSSIBLE PENETRATIONS”, som hun har skabt med det engelske komponistkollektiv Bastard Assigments, og soloperformancen ”Run, Run, Run”.

”Det er en stor ære for mig at deltage på årets SPOR festival for første gang – og endda med to af mine værker. Jeg kom til Danmark fra Brasilien for 15 år siden og skaber min karriere herfra. Derfor er det utroligt vigtigt, at jeg får mulighed for at optræde og vise mine værker i sammenhæng med andre komponister, repræsentanter for den internationale musikscene og selvfølgelig ikke mindst det danske publikum. SPOR og jeg deler en passion for at brede ny musik og lydkunst ud til et større publikum og vise, at det er en mangfoldig genre med noget for enhver,” siger Marcela Lucatelli.

 
Andreas Malmgren Asmild på SNMS i 2017.

Andreas Malmgren Asmild på SNMS i 2017.

I 2015 ønskede SPOR at tage et større ansvar for de kommende komponistgenerationer og etablerede SPOR New Music School, som er en komponistskole for børn og unge mellem 11 og 15 år. 

Den i dag 15-årige violinist og bratschist Andreas Malmgren Asmild deltog i 2017 og er i dag godt på vej til en karriere inden for ny musik. Han har netop modtaget et legat og starter på MGK til sommer. Han fortæller om sin deltagelse i SNMS:

“Jeg husker den første dag på workshoppen ret tydeligt. Vi var inddelt i 5-6 hold – vi havde alle sammen fået en lærer, der skulle guide os igennem og hjælpe os med at skrive og komponere, og vi fik også tildelt en professionel musiker, som skulle spille vores musikstykke. Vi ville prøve at skabe en rejse, som når man sejler i et skib – trekantsruten fra Europa til Afrika og Amerika – i starten improviserede vi og legede lidt rundt – og prøvede det mere af – og så skrev vi noget ned, og til sidst blev der skabt en færdig komposition.”

Han fortsætter:

”Det var fedt at være en del af SPOR New Music School. Jeg tænker tilbage på det som en god og vild oplevelse – og virkelig også rigtig lærerig – specielt fordi jeg aldrig har prøvet noget lignende før. Vi skulle skrive moderne musik, og det giver en stor forståelse for, hvad musik er – og hvad lyd er for noget. At musik handler om at udtrykke følelser – både de klassiske som kærlighed og had, men også kaos og forvirring gennem toner, der ikke umiddelbart klinger sammen – det, vi kalder dissonerende. Min interesse for lyd er blevet større. Helt klart.”

Se årsfilmen fra 2017, hvor Andreas fortæller om at være en del af SPOR New Music School.

Se årsfilmen fra 2017, hvor Andreas fortæller om at være en del af SPOR New Music School.

 

Oplevelser, man ikke vidste, man længtes efter

De to festivalledere, Anna Berit Asp Christensen og Anne Marqvardsen, har da også en klar mission om at fastholde festivalens særlige status samtidig med kontinuerlig udvikling:

”Festivalen har selvfølgelig udviklet sig betydeligt og er også vokset, men vi har bevidst holdt den autonom og fri. Det er en svær kunstart at skaffe pengene til, men SPOR opfattes som en af de mest anerkendte og innovative festivaler i Europa, og vi gør alt for at brede den ud til så mange som muligt. Nogle af de værker, vi viser her på lillebitte SPOR, burde opføres på store institutioner som fx Det Kongelige Teater med maksimal publikumsmæssig kapacitet! Det fortjener værkerne, og det fortjener danskerne. Vi har sat en masse parametre og dogmer i spil som fx køn, koncertrummet og hierarkiet mellem publikum, musikere og scene. Ikke for at rakke ned, men der er nogle vaner i klassisk musik, som kan bremse for udvikling af kunsten”, udtaler Anna Berit Asp Christensen.

Så planen er naturligvis, at festivalen skal leve videre i mange år fremover – og forhåbentlig udvide sit publikum, så endnu flere får øjnene op for kvaliteterne, alsidigheden og inspirationen, man kan hente i nykomponeret musik. 

Som Bent Sørensen, komponist, modtager af Nordisk Råds Musikpris og formand for Dansk Komponistforening, udtrykker det:

“SPOR festivalen giver oplevelser; man ikke vidste, at man længtes efter. Her møder man musik i mange afskygninger og værker, der er på kanten af at være musik. Musik og lyd i former, man ikke vidste eksisterede, men bliver noget eksklusivt for alle – hvor kunst og eksperimenter smelter sammen til et sanseligt hele, man ikke har lyst til at undvære.”