Mød 2020-kunstnerne: Anna Jalving

Anna Jalving. Fotos: Alex Pistorius.

Anna Jalving. Fotos: Alex Pistorius.

SPOR festival er en anderledes festival. Når kuratorerne møder de værker, som bliver udvalgt til at være en del af SPOR festivalen, så er værkerne oftest stadig blot en tanke eller i deres spæde begyndelse. SPOR indbyder vores publikum til at gå på opdagelse i værkerne, blive inspireret, dyrke den kunstneriske arbejdsproces og følge kunstnerne på deres rejse. Derfor vil vi gerne invitere jer med ind i maskinrummet, mens festivalen bliver skabt.

Det gør vi med denne serie, hvor du får mulighed for at få et indblik i processen mod det færdige produkt – de værker, som vi skal opleve på SPOR festival 2020. I dette første interview kan du møde violinisten Anna Jalving (DK), som er i gang med at skabe værket DUO III til SPOR sammen med komponisten Alexandra Hallén (SV).

DUO II blev skabt af Anna Jalving, percussionist Simon Florin og komponisterne Elsa Biston og Niklas Ottander.

DUO III er tredje del af Anna Jalvings værkrække, hvor hun udforsker duobegrebet og udfordrer skabelsesprocessen i nye kompositioner. Værket handler om den duo, der er mellem de medvirkende kunstnere, mellem kunstnere og publikum og dualiteten inde i os som mennesker.

”Temaet er stadig helt nyt, og vi begynder så småt at nærme os, hvilken dualitet vi gerne vil arbejde med. Lige nu er vi meget optagede af udmattelse. Hvad er udmattelsen i forhold til den normale tilstand? Og de forskellige grader i udmattelsen? Hvad sker der, når vi presser os selv ud over, hvad vi egentlig kan og længere endnu? Vi kommer nok til at inkludere en cykel i den udforskning. Så måske skal jeg op på scenen og knokle på cyklen, mens jeg spiller violin,” fortæller Anna Jalving.

Anna Jalving har en kandidatuddannelse som violinist fra Det Jyske Musikkonservatorium og en solistuddannelse fra Belgien. Hun har vidst fra hun var helt lille, at hun skulle noget kreativt.

”Enten kunne jeg blive skøjteprinsesse, popstar eller violinist. Og så valgte jeg det nemmeste. Inden for mine evner og muligheder i hvert fald. Det er kommunikation. At kommunikere med musikken. Det handler ikke om at være den bedste eller hurtigste, men om at røre mennesker med min musik.”

DUO II af Klavs Kehlet.jpg

I DUO vender vi skabelsesprocessen på hovedet og spørger os selv: Hvorfor er det, vi gør det her? Hvorfor er det, at publikum skal se på det?

DUO i proces – med publikum som medspiller
Alexandra Hallén og Anna Jalving arbejder lige nu med rammesætning og research hver for sig og holder møder over Skype. Alexandra har lavet en beskrivelse af, hvordan hun ser værket, og de to sidder lige nu og arbejder hver især med den form, som hun har foreslået. Samtidig er de i kontakt med en skulptør, som skal lave et instrument, som kan binde værket sammen.

”Vi er ved at udvikle værket. Alexandra er den skrivende, og jeg har de mere abstrakte ideer – og så sætter vi det sammen. Hele ideen er, at vi arbejder hver for sig, og så mødes vi og sætter det sammen – og så kommer der noget tredje ud af det.”

Til foråret mødes de to skabende kunstnere i tre workshopforløb af en uges forløb på en højskole for at sætte det hele sammen, prøve forskelligt materiale af og vise det frem for skolens elever.

Det er meget vigtigt for Anna at inddrage publikum som en væsentlig medspiller og -skaber fra starten af processen og hun vil gerne åbne genren mere op for publikum.

”Folk ser umiddelbart på ny musik som noget komisk eller lidt en karikatur. Jeg arbejder meget selv med ikke at virke superseriøs, når jeg går på scenen. I den klassiske musik er der den gamle skole med den stramme balletknold og de strakte arme. I DUO vender vi skabelsesprocessen på hovedet og spørger os selv: Hvorfor er det, vi gør det her? Hvorfor er det, at publikum skal se på det? Det behøver ikke at tale ned til folk. Vi kan godt lave noget, der ryster folk, hvis vi sørger for, at settingen er til det, og publikum er trygge. Det er den proces, der kommer til at foregå helt frem til, at vi viser værket. Hvad er det, publikum skal opleve, når de kommer ind og ser det her? Hvad er det, de skal se eller høre eller mærke eller gøre?”

Annas egen skole
DUO-projektet er Anna Jalvings måde at forme den musikalske branche, som hun er i sin spæde start i at blive en del af. Hun ser nogle dynamikker og strukturer, som undrer hende – og som hun ønsker at udfordre med sit projekt.

“Da jeg blev færdig med den officielle skoling som musiker, så havde jeg det sådan, at jeg også ville være med. Jeg vil også sætte mit præg på mit virke og ikke bare reproducere den musik, som alle de fantastiske komponister har skrevet. For jeg ved, at jeg har så meget viden, at der må være plads til noget udveksling også.”

Hun uddyber:
”Min fornemmelse er, at mange af de kunstnere, der bliver vist på SPOR også har skulle skabe deres eget virke og måde at arbejde på. Så projektet er mit lille navlepillende ønske om at komme med på vognen. Jeg har opfundet min egen skole og inviteret de folk ind, som jeg gerne vil være i klasse med. Det er den udvikling, der er i gang, og så satser jeg på, at den næste duo bliver solo!

Af Alex Pistorius.jpg

Jeg vil også sætte mit præg på mit virke og ikke bare reproducere den musik, som alle de fantastiske komponister har skrevet.”

Fakta om Anna Jalving:

Anna Jalving er 28 år. Hun er født i Malmø, og familien flyttede til Danmark, da hun var 5 år. Anna har gået på Steinerskole i Kvistgård og Gentofte og derefter på MGK i Helsingør.

Hun har en kandidat i klassisk violin fra Det Jyske Musikkonservatorium og desuden den 1-årige solistuddannelse The Advanced Master in Contemporary Music – Manama with Ictus Ensemble and Spectra Ensemble, som hun færdiggjorde i maj 2019. Hun har specialiseret sig i ny musik og performance. Hun indgår i forskellige nationale og internationale ensembler og projekter – både inden for klassisk og ny musik.

Anna Jalving er bestyrelsesmedlem i AUT – Aarhus Unge Tonekunstnere, som også er co-producent på DUO III.

SPOR festival