SPOR er partner i stort EU-projekt om mangfoldighed
Under titlen Sounds Now vil ni af Europas fremmeste festivaler og kulturcentre for ny musik i løbet af de kommende fire år skabe mere mangfoldighed og diversitet i den måde, musik bliver kurateret på. SPOR festival er den danske partner i det flerårige projekt, som er finansieret af EU’s Creative Europe-program.
En gruppe af de største og mest anerkendte festivaler i Europa inden for ny musik og lydkunst er gået sammen om at afvikle det fireårige projekt Sounds Now, der har fået støtte fra EU’s kulturpulje Creative Europe. Aarhusianske SPOR festival er med.
For SPOR’s kunstneriske ledere, Anne Marqvardsen og Anna Berit Asp Christensen, er projektets tema – at sikre mere diversitet og mangfoldighed i branchen – en hjertesag. Anne Marqvardsen fortæller:
”Den overordnede ramme er feltet af ny musik, og hvordan vi kan bringe en større mangfoldighed ind i feltet både i forhold til de skabende og udøvende kunstnere, men også i forhold til de institutioner, der står bag, som kan være en festival eller en kuratorgruppe. Hvordan kan vi afspejle sådan som verden ser ud i dag og ikke holde fast i nogle gamle strukturer i forhold til, hvordan vi programsætter? Hvordan kan man gøre den kreds mere mangfoldig?”
10 års historik bag
Sounds Now har rødder 10 år tilbage, hvor SPOR var med til at opstarte netværket NICAF for 8-10 europæiske festivaler fra hele Europa. Det begyndte som et kollegialt fællesskab med det formål at have nogle internationale festivalkolleger at sparre med og at få større kendskab til hinandens festivaler.
For nogle år siden sad netværket til et møde med en fælles forståelse af, at der var behov for forandring i miljøet i forhold til forholdet til publikum og en større mangfoldighed, når det kommer til komponister, værker, kulturer og festivalernes egen forståelse af scenen. Det blev startskuddet til Sounds Now. Hele netværket gik ind i projektet, og der kom et par nye partnere med. Ansøgningen til Creative Europe-programmet blev sendt ind i december 2019 efter omkring et års forberedelse, og heldigvis var der opbakning til ideen fra EU.
Dermed bliver projektet nu skudt i gang og fortsætter frem til slutningen af 2023 med aktiviteter som workshops, nye produktioner, eksperimenter og forskning, som udforsker den sociale og kunstneriske effekt af kuratorens rolle i samtidsmusikken.
Et skævvredet musikmiljø
SPOR er blandt andet initiativtager til et projekt i 2021 med en østrigsk komponist og en sociolog, som har arbejdet med musikkultur i Bolivia. De skaber en produktion med fokus på blandt andet kolonihistorien og den europæiske kulturpraksis, hvor musik er blevet brugt som et middel til at konvertere og “civilisere” andre kulturer. Men det har især også været vigtigt for SPOR at sikre, at Sounds Now skal udvikle de deltagende festivalledere og lade deres egen praksis blive skubbet til. SPOR forventer, at projektet vil give mere viden og inspiration til at arbejde med andre typer komponister, kulturer, segmenter end dem, festivalerne ellers har nem adgang til.
“Hele den klassiske musikkultur er utrolig ”hvid”. Det er også en kunstart der - som det også gælder næsten alle andre kunstarter - er meget mandsdomineret. Det er problematisk. Det er vigtigt, vi får udfordret det og italesat det på en nysgerrig måde. Hvad er det vi går glip af, og hvilke berigelser står vi potentielt overfor, hvis vi tør kigge ærligt på vores situation og virkelighed? Vi skal blive bedre til at gå i dialog med vores samtid og repræsentere et mere differentieret billede af verden, som den ser ud i dag,” udtaler Anna Berit Asp Christensen.
Fakta om Sounds Now:
Sounds Now er et flerstrenget program, som fokuserer på nye og upcoming kunstnere og kuratorer som en bæredygtig måde at promovere inklusion i samtidsmusik, eksperimenterende musik og lydkunst.
Sounds Now er et netværk af ni festivaler og kulturcentre, som vil iværksætte et program med workshops, mentoring, produktioner, eksperimenter og forskning, som udforsker den sociale og kunstneriske effekt af kuratorens rolle i samtidsmusikken. Disse aktiviteter vil bidrage til en diskurs om musikkuratering, som mangler i dag, ved at give erfaring til de medvirkende i en lang række sociale og kulturelle kontekster. Det skal sikre en mangfoldiggørelse af den eksisterende gruppe af kuratorer ved at skabe nye konkrete veje ind i branchen for folk ”udefra”.
Programmet skaber handlinger målrettet deltagere i hele Europa. Det inkluderer coaching, samarbejdslaboratorier med etablerede internationale kuratorer, tests af innovative kurationsformer, skabelsen af nye værker og netværk, et officielt læringskursus samt forskning.
Partnere:
BE Musica, Neerpelt (koordinator)
BE Wilde Westen, Kortrijk
BE Festival van Vlaanderen Vlaams-Brabant vzw (also known as Transit), Leuven
DK SPOR festival, Arhus
FI Viitasaaren Kesäakatemia Ry (også kendt som Time of Music), Viitasaari
NL Stichting November Music, ’s-Hertogenbosch
NO Stiftelsen Ultima Oslo Contemporary Music Festival (også kendt som Ultima), Oslo
UK Huddersfield Contemporary Music Festival, Huddersfield
GR Ariona Hellas (also known as Onassis Cultural Centre), Athen