SPOR festival i flot internationalt selskab
Som eneste danske repræsentant, er SPOR festival - Aarhus’ internationale festival for ny musik og lydkunst, blevet udvalgt som partner i et nyt stort internationalt kunstprojekt. Første del af samarbejdet lanceres i dag!
Den 29. september er der urpremiere på Marcela Lucatellis online-værk “Wholly, totally, entirely (feeling all right)” som første danske bidrag til det virtuelle kunstprojekt “1000 Scores - Piece for Here, Now and Later”.
Projektet er initieret af forfatter, instruktør og medstifter af Rimini Protokol, Helgard Haug (DE), komponist og performancekunstner, David Helbich (BG) og dramaturg og forfatter Cornelius Puscke (DE), og har til formål at skabe og samle en lang række online instruktioner til kunstværker, der skal udføres hjemme hos dig selv. Med hjælp fra udvalgte kuratorer fra kunstinstitutioner i bl.a. Berlin, Essen og Brussel, er en lang række kunstnere blevet udvalgt til at skabe de instruktioner, der i den kommende tid løbende vil blive uploadet på hjemmesiden www.1000scores.com. Eneste danske partner i projektet er SPOR festival, der hvert år præsenterer et rigt program af ny musik og lydkunst i Aarhus.
- Vi er glade for og stolte af at være blevet udvalgt som dansk repræsentant i projektet. Det er et vedkommende og spændende instruktions-kunstprojekt, der dels trækker på traditioner fra bl.a. Fluxus-bevægelsen og den ikoniske konceptkunstner Marcel Duchamp, og som samtidig står som et aktuelt indspark i en tid, hvor verdenssamfundet er presset af en pandemi, og kunsten må vise nye veje for, hvordan vi kan mødes om kunst og kultur sammen og hver for sig, forklarer de to ledere bag festivalen, Anne Marqvardsen og Anna Berit Asp Christensen.
Første danske bidrag er skabt af den dansk/brasilianske komponist og vokalist Marcela Lucatelli og tager form af en indlejret kode med tekst, animationer og illustrationer af kunstneren Nomi.Værket udfordrer partiturets politiske karakter og er med ophavskvindens egne ord: “komposition som en forstyrrende udløser af lyst.”Ud over Marcela Lucatelli er også kunstnerne Jeppe Ernst, Ragnhild May Simon Løffler og Matilde K Bøcher udvalgt af SPOR festival til at skabe værker til det omfattende kunstprojekt. Værkerne vil blive udgivet i løbet af de kommende måneder.
Oversigt over de danske bidrag
Projektet er støttet af Koda Kultur og Europæisk Kulturregion.